I de seneste måneder er Danmark blevet ramt af en stigende bølge af hackerangreb. Fra store virksomheder til offentlige institutioner og enkeltpersoner kan ingen længere ignorere den voksende trussel. Derfor skal vi tage vores digitale sikkerhed alvorligt. Men hvordan kan et angreb se ud? Og hvad kan du selv gøre?
Tre typer af angreb går igen … og igen
Der er særligt tre former for hackerangreb, som din virksomhed skal være opmærksom på i 2024: ransomware-, supply chain- og AI-drevne angreb.
Ransomwareangreb beskriver en type af hackerangreb, hvor hackerne krypterer data og kræver løsepenge for at give dig din hjemmeside, webshop eller Meta Business Suite tilbage. Dette sker især for store virksomheder, og et godt eksempel er virksomheden Power, der blev hacket under Black Friday i 2023 og mistede hele 4,2 millioner kroner.
Den næstmest populære form for hackerangreb er supply chain-angreb, hvor hackerne udnytter svagheder i tredjepartsleverandører. Dette er særligt aktuelt for virksomheder, der udbyder programmer og software – for her kan hackerne ofte ramme mange virksomheder på én gang. Så selvom din virksomhed har styrket sikkerheden, gælder det om at sikre jer, at alle eksterne samarbejdspartnere har samme fokus.
Til sidst er antallet af AI-drevne angreb eksploderet. Her udnyttes kunstig intelligens til at forstærke angrebets kompleksitet og skadeomfang. Måske har du fået en virkelig velklingende e-mail i indbakken? Eller en besked om en kritisk fejl på Messenger? Angrebene er ofte automatiserede, så de kan identificere sårbarheder og endda tilpasse sig løbende baseret på netop din adfærd. Det får angrebet til at virke langt mere overbevisende, og selv de mest velbefærdede IT-medarbejdere kan falde i fælden.
Hvilke konsekvenser kan det få for dig?
Når hackere angriber, kan din virksomhed opleve en lang række konsekvenser – måske også nogle, I slet ikke har overvejet. Det kan bl.a. tælle økonomiske tab som følge af nedetid, tabt produktivitet og de berygtede pengeoverførsler til gerningsmændene.
Mange virksomheder mister også ofte adgang til hjemmesider, sociale medieplatforme, nyhedsbreve og data herfra, hvilket kan medføre alvorlige konsekvenser for produktionen og det daglige arbejde. Det kan nemlig være en helt uoverkommelig – og umuligt – opgave at genindsamle alt det tabte.
Ud over økonomiske og produktionsmæssige tab kan hackerangreb også have alvorlige konsekvenser for din virksomheds troværdighed. I flere tilfælde spreder hackerne falske nyheder og manipulerer information, hvilket hurtigt kan underminere tilliden til både dine produkter, medarbejdere og selve virksomheden.
Styrk din sikkerhed – og gør det nu
Det er ikke længere et spørgsmål om, hvis din virksomhed bliver forsøgt angrebet, men når det vil ske, med hvilken intensitet, og hvilke konsekvenser det vil have. Teknologien har givet hackerne en solid værktøjskasse, hvilket gør det endnu mere udfordrende at forsvare sig mod deres angreb.
For at hjælpe dig og din virksomhed på vej har vi udarbejdet tre gode råd, der kan styrke jeres IT-sikkerhed og beskytte jer mod hackerangreb:
-
Opdater, og styrk dine adgange:
Sørg for, at alle dine digitale enheder er opdaterede med de seneste sikkerhedsopdateringer, og installér antivirus- og firewall-software. Brug totrinsgodkendelse og stærke adgangskoder til alle dine konti. Her kan Google Authenticator være en stor hjælp, da alle medarbejdere i virksomheden kan oprettes - og I er dermed ikke afhængige af at vente på og indhente mails eller SMS’er fra enkelte medarbejdere. Og husk: det gælder både på computer og telefon!
-
Udvis omhu, og vær forsigtig:
Det er især vigtigt, at alle medarbejdere er meget opmærksomme på fælder som phishing-e-mails – og så skal I være forsigtige med at klikke på mistænkelige links eller downloade ukendt software og apps.
Phising-mails og - beskeder kan se vidt forskellige ud. Her kan du se et eksempel på hvad du kan modtage på Meta:
-
Hav altid en backup:
Hvis det sker, at en hacker skulle få adgang til jeres data, er det vigtigt at have en god backup-strategi, der sikrer, at I er beskyttet mod datatab. På den måde kan I hurtigt genoprette jeres systemer og komme tilbage på sporet.
Med en webaftale hos Marginal kan I desuden altid vide jer sikre på, at vi tager ansvar for jeres digitale sikkerhed både inden og under et hackerangreb – og dermed slipper I for hovedpinen og bekymringen.