Det fysiske møde og første indtryk: derfor er besøgsdage vigtige!

Opdateret den 12. september 2023

At tage på efterskole er en stor beslutning. Derfor er processen fra første research til endelig tilmelding også lang.

Vi har mange års erfaring med at hjælpe skoler med at tiltrække de helt rigtige elever. I dette blogindlæg stiller vi skarpt på, hvordan I som efterskole kan bruge jeres besøgsdage til at komme endnu tættere på potentielle elever – og efterlade et godt indtryk, der varer ved.

Nye undersøgelser viser, at næsten alle potentielle efterskoleelever og deres forældre besøger skolen, inden de tager beslutningen om at melde sig til. Og helt ærligt – hvem vil også bo, leve og udfolde sig et sted, som man aldrig har set – sammen med folk, man aldrig har mødt?

Derfor er besøgsdage, eller åbent hus-dage, en rigtig vigtig del af ”markedsføringen” af skolen. Hvor den professionelle markedsføring og annoncering skal få kunderne inden for døren i butikken, er det hér varen skal sælges – og det er I nu en gang bedst til!

De store og de små

De to store, landsdækkende åbent hus-dage, Efterskolernes Dag og Efterskolernes Aften, er selvfølgelig vigtige at være en del af. Men ofte er de også hektiske – og lad os være ærlige: lidt overfladiske.

Derfor kan det være en rigtig god ide også at have minimum et par mindre besøgsdage i løbet af skoleåret. Det giver folk mulighed for at besøge jer i ro og mag, fx en hverdagsaften eller weekend-eftermiddag. Og det giver typisk et lidt mere realistisk billede af, hvordan livet på netop jeres efterskole udspiller sig.

Hvad er den gode besøgsdag?

Alfa og omega for en god besøgsdag er STEMNING. Noget af det sværeste at beskrive – men til gengæld noget af dét, der gør mest indtryk og fortæller bedst om, hvem I er.

Når den unge og forældrene gennem deres research har konstateret, at jeres efterskole kunne være netop dét de søger, vælger de i høj grad ud fra stemning og graden af identifikation med personerne omkring skolen. Vis derfor personlighed i det omfang, der passer til jer, og som I har det godt med.

Elever vil kommunikere med elever

Lad endelig eleverne være tourguides, når gangene skal traves tynde på en rundvisning. Potentielle elever vil spejle sig i jeres elever og – bevidst eller ubevidst – afkode om ”jeg passer ind her”.

Det er også jeres elever, som er allerbedst til at vise og fortælle om det sociale liv, linjefagene og de små særligheder, der gør jeres efterskole til noget specielt.

Ofte vil forældrene – og måske eleverne – dog også have nogle konkrete spørgsmål til undervisning, værdier, boform, fag eller noget helt andet, så stil altid personale til rådighed for snak og spørgsmål efter en rundvisning.

Rund besøget godt af: opfølgning kan være essentielt

Ikke alle skoler tænker på det. Når folk er ude af døren, giver man hinanden en high five, tørrer sveden af panden og ånder lettet op efter endnu et godt arrangement. Og venter på, at telefonen skal ringe med nye tilmeldinger.

Men hvad med at tage sagen i egen hånd og lade den gode stemning følge gæsterne efter besøget også? Nogle af de seneste undersøgelser blandt efterskoleelever og deres forældre viser faktisk, at en stor del af gæsterne til en besøgsdag ønsker at blive kontaktet efter besøget – mens kun få reelt bliver det.

Det efterlader et udviklingspotentiale for jer, som ikke allerede følger op på besøg. Det kan sagtens gøres elegant og omsorgsfuldt – og uden at forvandle sig til den irriterende sælger, der bare lige ringer for at se, om hans provision kan presses lidt højere op.

Det kan være et opfølgende telefonopkald eller en mail, der takker folk for besøget og lader dem vide, at uddybende spørgsmål er velkomne og som evt. informerer om en kommende camp eller andre arrangementer, de har mulighed for at komme til.

Det vigtigste er; vær troværdig, sig/skriv kun det, du har det godt med – og få folk til at føle sig set og husket. Det ér en stor beslutning at vælge efterskole.

Rigtig god fornøjelse med besøgsdagene!

Bliv endnu klogere!

CVR 17885170
© Alle rettigheder forbeholdes – marginal.dk

CVR 17885170 – Privatlivspolitik

Tilmeld dig Marginal's nyhedsbrev

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat.

Samtykke*