Følger ledelsen ikke med på TikTok? 3 tips til at integrere SoMe-arbejdet i din virksomhed

Opdateret den 15. august 2025

Rikke Møller

Digital Marketing

En virksomheds SoMe-profil kan være afgørende for alt fra rebranding til shitstorms, men alt for mange chefer interesserer sig stadig ikke for, hvad der sker på deres egne kanaler. Ingen kunne drømme om at ignorere en presseartikel om virksomheden, men organisk indhold på sociale medier? Det er ”noget, SoMe-medarbejderen klarer”.

Kort sagt: Der er (stadig) langt fra ledelsesgangen til TikTok-feedet.

Som én, der har arbejdet med sociale medier i årevis, møder jeg konstant SoMe-medarbejdere, der står alene med ansvaret for de digitale platforme. De er frontlinjen udadtil, men mangler ofte opbakning indefra – ikke på grund af manglende data eller cases, men fordi mange ledere stadig ikke forstår, eller prioriterer, den virkelighed, deres SoMe-folk står i hver dag.

Særligt i mindre eller traditionsrige virksomheder ser vi, at organiske sociale medier stadig bliver behandlet som en sideopgave. En TikTok-profil uden en tilhørende strategi, kollegaer, der helst holder sig væk fra kameraet, eller slet ikke følger med i de opslag, virksomheden laver. Sure eller kritiske Facebook-kommentarer, der af og til bliver personlige eller ubehagelige. En SoMe-ansvarlig, der altid selv skal være til stede til alle events, fordi ingen andre lige husker at tage et billede. 

Men hvordan løser man dét?

Ikke med et større annoncebudget. Eller endnu et kursus til den SoMe-ansvarlige. Svaret er langt mere lavpraktisk – og kræver et ledelsesengagement, der mærkes.

Her er tre skridt til reel forandring:

  1. Gør sociale medier til en strategisk prioritet 

Sociale medier må ikke forblive en bibemærkning på marketingmødet. Ledelsen skal tage aktiv del i diskussionen om platformenes rolle, tone og strategi. Inddrag sociale medier på linje med PR og branding, og gør det til en obligatorisk del af de interne møder, når der træffes beslutninger om virksomhedens kommunikation. 

  1. Sæt klare rammer og ansvar – og fordel opgaven bredt

Opbakning skabes ikke af sig selv. Udpeg faste SoMe-ambassadører i organisationen og lav konkrete aftaler om, hvem der bidrager med hvad – f.eks. billeder ved events eller delinger af et opslag. Gør det tydeligt, at sociale medier ikke kun er den SoMe-ansvarliges job – men hele organisationens ansvar.

  1. Del resultaterne med hele teamet

Brug både data og konkrete opslag til at vise effekten af sociale medier. Del små og store sejre på interne møder, og inviter kollegaer til at byde ind med idéer og feedback. Hold korte workshops, så alle forstår, hvordan sociale medier understøtter kerneforretningen. 

Sociale medier har ændret markedsføring for altid. Faktisk har det nok ændret hele vores måde at være menneske på. Vi har alle erkendt, at sociale medier er kommet for at blive. Nu er det på tide, at vi begynder at behandle dem derefter.

 

Rikke Møller

[email protected]
Ska' vi snakke sociale medier? Trænger din virksomhed til et nyt blik på jeres markedsføring – og på, hvad I skal lægge vægt på? Så ta' fat i mig og lad os snakke.

Bliv endnu klogere!

CVR 17885170
© Alle rettigheder forbeholdes – marginal.dk

CVR 17885170 – Privatlivspolitik

Download din tjekliste her

Vil du gøre det nemt for dig selv (og for os)?
Så har vi lavet en tjekliste til det gode brief, som guider dig hurtigt igennem de vigtigste punkter.

Samtykke*

Tilmeld dig Marginal's nyhedsbrev

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut enim ad minim veniam, quis nostrud exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat.

Samtykke*