Google har de seneste par år testet Interaction to Next Paint (INP). Og de har netop meldt ud, at INP er en del af Googles Core Web Vitals fra marts 2024. Ikke nok med, at INP bliver en fast måleenhed for Google, når de vurderer en hjemmeside, så erstatter det også begrebet First Input Delay (FID).
Vi vil her forsøge at gøre dig lidt klogere på de to begreber, hvad det konkret kommer til at betyde for dit arbejde med SEO og webudvikling, og hvad Google nu lægger vægt på i sin vurdering af din hjemmeside.
Hvad er (var) First Input Delay (FID)?
FID målte tiden fra en brugers første interaktion med en side (f.eks. et klik på et link, en knap osv.) til det tidspunkt, hvor browseren begynder at behandle hændelseshåndteringer som svar på den interaktion. FID er en vigtig indikator for, hvor responsiv en hjemmeside føles. Et lavt FID viser, at siden er hurtig og responsiv, hvilket fører til en bedre brugeroplevelse.
Hvad er Interaction to Next Paint (INP)
Mens FID har været en værdifuld måleenhed, har Google introduceret INP over tid som en mere holistisk og repræsentativ måling af brugerinteraktioner. INP fokuserer ikke kun på den første interaktion, men vurderer alle de interaktioner, en bruger har med en side inden for en bestemt periode. Det inkluderer den tid, det tager for browseren at reagere på en interaktion, samt tiden det tager for den visuelle feedback at blive malet på skærmen. INP er designet til at fange den værste (= længste) brugeroplevelse, hvilket giver et mere nøjagtigt billede af sidens samlede responsivitet.
Hvorfor erstatter INP FID?
Mens FID sagtens kunne være til gavn, havde det sine begrænsninger, da det kun fokuserede på den første interaktion. Det efterlod et ufuldstændigt billede af den samlede brugeroplevelse - især på sider med komplekse eller mange efterfølgende interaktioner. INP derimod giver en omfattende forståelse for sidens responsivitet over tid - og gennem flere interaktioner. Ved at fokusere på den "værste" brugeroplevelse sikrer INP, at udviklere prioriterer forbedringer, der har den største indflydelse på brugeroplevelsen. Så pludselig er forståelsen vendt om, hvilket giver en bedre forudsætning for dig som udvikler for at reagere på data-outputtet. Det er et mere realistisk billede af brugen på dit website, og det giver dig mulighed for at imødekomme Googles krav for Core Web Vitals bedre - og vigtigst af alt også dine brugeres behov.
Konkrete tiltag, du kan gøre for at forbedre din INP
Her får du eksempler på, hvordan du allerede nu kan forbedre din INP-score og booste din SEO performance.
- Prioriter de største performance-forbedringer
- Brug gratis analyseværktøjer som Googles PageSpeed Insights og Lighthouse
- Optimer billeder og medier (komprimering, lazy loading, moderne formater)
- Minimér, og optimer JavaScript og CSS
- Forbedr serverens responstid, og overvej et Content Delivery Network (CDN).
- Implementér lazy loading for indhold
- Gør websitet mobilvenligt med responsivt design
- Simplificér websitedesignet
- Prioritér brugeroplevelsen (UX)
Hvorfor er denne ændring vigtig?
Overgangen fra FID til INP er en vigtig udvikling for alle, der arbejder med webudvikling og SEO. Ved at fokusere på INP i din Google Search Console kan du som udvikler eller SEO-ekspert sikre, at du arbejder mod den best mulige brugeroplevelse - at gøre websteder både hurtige at indlæse, men også hurtige og responsive under hele brugerens besøg. Denne ændring understreger vigtigheden af at designe med brugeroplevelsen i fokus i front-enden, hvilket i sidste ende fører til bedre placeringer i søgemaskiner - og mere tilfredse besøgende.
Så hvis jeres virksomhed er datadrevet og udvikler sig på baggrund af brugernes færd på jeres hjemmeside, vil I elske INP!
Vi ved, at den tekniske del af SEO er kompleks, så har du brug for hjælp til at SEO-optimere din hjemmeside, skal vi nok hjælpe.